Undgå bondebrød!

Nogle anbefalinger til børns mad  har tendens til at hænge ved, uden at der rigtigt bliver stillet spørgsmålstegn ved det.

En af dem, er anbefalingen fra sundhedsplejerske om at babyer, der skal igang med at spise rugbrød, skal starte med det såkaldte bondebrød.

Og ja – mit ældste barn fik det også…..

Vi kan jo starte med at slå fast, at der ingen videnskabelige undersøgelser ligger til grund for den anbefaling.

Men hvad er så argumentet for, at det er bedst at starte med bondebrød?

Den bedste forklaring jeg kan finde, er at det er nemmere at tygge end almindelig rugbrød.

Og det kan der selvfølgelig være noget om. For det indeholder nemlig ret meget hvedemel (det kommer jeg lige tilbage til).

Men i mine øjne, er det ikke et argument, der holder.

For hvorfor skal vi skynde os med a få børnene til at spise brød, hvis deres mundmotorik ikke er klar til de lidt grovere og næringsrige brødtyper?

Hvorfor skal de have næringsfattig mad, bare for at de skal kunne spise leverposteh 1 måned tidligere, end de måske ellers kan?

Hvad mener jeg så med næringsfattig? Indholdet i bondebrød er hovedsageligt sigtet rugmel og hvedemel. Sigtet rugmel betyder, at skaldelene er sigtet fra – som indeholder vigtige fibre og vitaminer og mineraler. I hvedemel er både skaldele og kimen fjernet og dermed er der ikke meget andet end stivelse og en smule fibre tilbage.

(Hvedemel er forøvrigt meget glutenholdigt, og gluten skal man være lidt varsom med indtil babys tarmsystem er stærkt. Start i hvert fald ud med små mængder.)

bondebrødBabyer har brug for al den næring, vitaminer og mineraler de kan få. De skal opbygge milliarder af celler til en sund og rask krop. I mine øjne skal de på ingen måde fyldes med mad, som ikke gør noget godt for dem.

Så UD med bondebrødet! Og ind med rugbrød bagt af hovedsageligt fuldkornsrugmel. Det behøver ikke være med hele kerner – de kommer som regel bare ud igen i starten (men gør som sådan heller ikke nogen skade).

Og hvis baby ikke kan tygge det endnu – jamen så er det ikke klar til brød! Så spis letkogte grøntsager i små hapsere, grød, frugt, mos, sunde fedtstoffer og meget gerne mors mælk.

God fornøjelse.



Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Ved tilmelding accepterer du vores privatlivsbetingelser, du kan altid afmelde dig igen.

Scroll til toppen