De gode, de onde og de virkelig sjove…..

Jeg har en opfordring til jer her i efterårsferien: Gå en tur i skoven. Det er den skønneste årstid til skovtur! Mærk vindens rusken og se de smukke farver. Og tag selvfølgelig børnene med. Det kan sagtens være at de protesterer lidt, når de skal løsrive sig fra TV eller Lego. Men når først alle har gummistøvler på og er nået hen til skoven, så bliver det garanteret en dejlig tur!

Især hvis I alle slipper det indre legebarn frit og kravler på træstammerne, sparker til bladene, hopper i vandpytterne, gemmer jer bag træerne og råber BØH og løber i fuld fart ned af bakkerne.

Og når så I har brugt det meste krudt, så prøv engang at stå lidt stille og se på skovbunden – se om I kan få øje på nogle svampe?

Det klogeste er nok at holde fingrene fra dem – med mindre I er svampekendere og ved, hvad I laver. Eller måske har taget en svampebog med på tur, så I kan slå dem op.

Men prøv engang at se på svampen. Og så kan du jo fortælle dine børn det, som jeg vil lære dig nu: Den svamp, som du kan se, er faktisk kun en lille del. Nede under jorden har svampen en masse rødder. Det er også derfor, at svampen vil vokse op igen samme sted, selvom du plukker den.

Rødderne fra svampen snor sig rundt om træernes rødder.  Svampen og træet er faktisk rigtigt gode venner!  De hjælper hinanden, så de begge får vand og mineraler, så de kan vokse sig store og stærke. Et træ, der har svamperødder rundt om sine egne rødder kan faktisk vokse op til dobbelt så meget, som et træ uden en svampeven. Vildt nok…..

Men det er ikke det hele. Det er faktisk nu det bliver ret interessant. For du kan også fortælle dine børn, at inden i deres mave – nærmere bestemt i deres tarme, er der også svampe!

Der er både gode svampe og så kan der også være nogle onde nogle. Svampene i kroppen er selvfølgelig bitte små – så små at man kun kan se dem enkeltvis med et mikroskop. Men hvis man har for mange af de onde svampe, så har man det ikke godt! Så kan man blive syg. Især fordi 70 % af immunforsvaret sidder i tarmsystemet. De gode svampe, de er faktisk kroppens ven!! Og hvis man flest af de gode svampe, så kan man bedre få nok vitaminer og mineraler ind i kroppen, og så vokser man bedre – nøjagtig som træet. Det er da sejt!

Og det super seje er, at man selv er med til at styre, om der skal være flest af de gode eller de onde.

De onde svampe vokser nemlig godt på sukker, hvidt brød, hvide ris og pasta, cornflakes og andet morgenmad af den slags, og alle andre hurtige kulhydrater.

De gode svampe derimod, de elsker grøntsager, fibre og sunde fedtstoffer og bær og motion.

Så er det jo skønt, at I lige har været i skoven og få brugt kroppen godt og grundigt! Og hvis I så snupper en skål grøntsagsstænger med dip, når I kommer hjem. Så er I godt i gang med at pleje jeres indre svampeven.

Så der er altså onde og gode svampe. Men hvad så med de virkeligt sjove? (henfør overskriften). Nogle vil måske få tanker om ”sjove” svampe i nattelivet……  Men det er det rene gift!

En virkelig sjov svamp for børn er i stedet en støvbold! De er runde eller pæreformede og har størrelse fra en valnød til en melon. Når de bliver modne, opstår der et brunt pulver inden i dem, så hvis man rører ved dem, ”springer de i luften” og støver ud til alle sider.

God tur i skoven og husk også at pleje jeres indre svampe-venner.

Kærlig hilsen

Anette Opstrup

Naturlig Sundhedsplejerske